Dorte Sørensens malerier varierer mellem at være figurative landskabsmalerier og abstrakte kompositioner. Dette føles dog på ingen måde som en særlig dyb modsætning. Tværtimod. Motiverne i de figurative billeder er så forenklede og stiliserede, at de nærmer sig abstraktionen, mens man bag de abstrakte malerier hele tiden fornemmer inspiration fra naturen. Det, der binder de to udtryk sammen, er først og fremmest farven. Farven er nemlig indiskutabelt det første, man lægger mærke til. Et Dorte Sørensen-maleri er kendetegnet af mange spontane ekspressive farvestrøg og en flittig brug af spartel og penselskaft. Og så farver, der lyser. Virkelig lyser. Som om de næsten kommer indefra lærredets dyb. At betragte Dorte Sørensens billeder er derfor en meget fysisk oplevelse. Øjet registrerer penselsporerne og de glødende farver, men de forplanter sig til vores nervebaner og smitter os med deres begejstring for det sete og for det oplevede. For det er begejstring, der kendetegner disse malerier. Begejstring over forårsblomsterne, over solens stærke stråler, over den stille sommernat, over efterårets gråtoner og vinterens dybrøde solnedgange og, ikke at forglemme,

selve den sanselige begejstring over det at smøre tyk og fed maling op på lærredet, så det sitrer, synger og svinger. Der skal dog også være noget til at spille op mod begejstringen, så det hele ikke ender i farvelade. Man skal nemlig kunne sine farver. Få dem til at gå i harmonisk dialog med hinanden, uden at resultatet bliver dekorativt. En balance og en kunnen, Dorte Sørensen mestrer til fulde. Det er derfor hun kan smække citrongule og limefarvede lærreder lige op i synet på os. Den gule er her så dominerende og pangagtig, at det ville blive for meget, hvis den ikke understøttes af små glimt af grønt, blåt og rødt. Små glimt, der til gengæld kan lade den gule tage hovedrollen i malerier, der stråler som solen. Det er denne farvekraft, der er Dorte Sørensens styrke. Hun magter at lade én farve dominere lærredet uden at miste fodfæstet, ligesom hun formår at få kolde og varme farver til at spille op mod hinanden og lade komplementærfarvemodsætninger kæmpe om pladsen, så det hele går op i en højere enhed. Kontrolleret vildskab. Temperamentsfuld harmonisøgen. Kald det, hvad du vil. Resultatet er inderligt glædesfyldt.

Tom Jørgensen